1. AKT

Jeg er født og opvokset i Slagelse, og min familie har i flere generationer udfoldet sig som amatørskuespillere på det lokale teater, Krabasken. Selv min oldefar spillede med i den lokale musik- og sangforening.

Jeg spillede selv på Krabasken fra jeg var 9 år gammel, og det var nærmest et helt familieforetagende. Min farmor spillede med i Sound of Music i to omgange med 10 års mellemrum, både med min far og mig som medspillere. Og egentlig var jeg med i Sound of Music på Krabasken før jeg blev født - nemlig i min mors mave, da hun gav den som suffløse og min far sang Edelweiss på scenen.

Jeg har altid været en linselus af rang, og som 10-årig stillede jeg mig op på en stol til min farmors fødselsdagsfest og sang alle de sange, jeg kendte. Muligvis til irritation for de fleste (jeg kendte MANGE sange), men dér blev jeg klar over, hvad jeg ville lave resten af mit liv.  

 

2. AKT

Som 12-årig blev jeg stillet over for valget mellem at gå med aviser eller synge i kirke. Jeg valgte naturligvis det sidste, og det blev starten på en spændende rejse ind i musikkens verden. I Nørrevangskirkens pigekor lærte jeg at synge og blev kastet ud i mange solistiske opgaver.

Som stemmen voksede blev det mere og mere klart for organisten i kirken at jeg måtte videre i "systemet". Jeg er ham i dag dybt taknemmlig for at have haft den indsigt, for jeg syntes dengang at det var trist at forlade koret. Jeg startede til klassisk sang på musikskolen i Slagelse som 15-årig og kom året efter ind på den 3-årige, konservatorieforberedende skole MGK (Musikalsk Grundkursus) i Slagelse, hvilken jeg gennemførte sideløbende med gymnasiet.

 

3. AKT

I 2005, som 19-årig, blev jeg optaget i første forsøg på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og flyttede til København. Jeg fik et job som garderobepige/kontrolløse på Operaen og gennem mit arbejde så jeg et utal af forestillinger og jeg følte mig så privilegeret over at kunne sidde og suge så meget til mig af sangteknik og scenisk ynde fra teatrets fantastiske sangere -og så endda få løn for det!

Da jeg startede på konservatoriet udtalte jeg til avisen Sjællandske, at jeg havde tænkt mig at søge -og komme ind på- Operaakademiet efter 3 år på konservatoriet. Og som sagt, så gjort.

Jeg elsker at kombinere teater og musik, så jeg arbejdede målrettet for at komme ind på mit drømmestudie, og optagelsesprøven, der strakte sig over en weekend, var som et marathon. Men ind kom jeg. Operaakademiet er et samarbejde mellem Det Kongelige Teater og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, så selve skolen ligger på Operaen, og man føler sig som elev som en del af teatret, hvilket er vigtigt. Man skal vide, hvordan tingene bliver til. Teknikerne, orkestermusikerne, operakoret, sminkørerne, skrædderne, påklæderne og hele administrationen er en uundværlig del af så stort et hus. Jeg blev som elev bevidst om, hvad det kræver at skabe kunst på så højt niveau, og denne indsigt lagde også grundstenen til hele iværksætter-delen af mit virke som operasanger idag. Jeg elsker at udtænke nye projekter, få dem på benene og formidlet det ud til publikum.

 

4. AKT

Det var en ubeskrivelig oplevelse en dag på 1.år på Operaakadmiet at få at vide, at jeg skulle have min debut på Det Kongelige Teater som Papagena i Tryllefløjten. Jeg havde set premieren i fjernsynet 6 år forinden og nu skulle jeg selv spille med. Jeg svævede bogstavelig talt gennem hele prøveforløbet (blandt andet fordi jeg skulle hejses ned i en båd fra 12 meters højde) og nød alle forestillingerne i fulde drag.

 

5. AKT

I 2011 blev jeg færdig på Operaakademiet og kastet ud i tilværelsen som freelance operasanger. Og så begynder livet, som ingen operaskole kan forberede én på. Et liv med utallige rejser, auditions, prøver, ventetid, is i maven, bekymringer og glæder. Siden jeg blev færdig på Operaakademiet har jeg haft arbejde som solist på Det Kongelige Teater, Den Jyske Opera, Operaen i Kiel, Egnsteater Undergrunden, Copenhagen Opera Festival og GuidOpera. Jeg har optrådt flere gange med Tivolis Symfoniorkester og Sønderjyllands Symfoniorkester, og har haft et hav af koncerter rundt i landets kirker og koncertforeninger. Jeg har stiftet foreningen nontardar med mine brillante kolleger og skabt duoen inDuo, samt kvartetten Bittersweet.

6.akt

Et nyt akt begynder i høj grad for mig fra og med 2016. Den 13. maj 2016 skrev jeg kontrakt med Det Kongelige Teater og skrev med dermed ind i Det Kongelige Teaters solistensemble. Samme måned fik jeg Else Brems Rejselegat og Powder her Face vandt en Reumert for Bedste Opera. De næste sæsoner ved jeg således, hvad jeg skal lave og hvor jeg skal være. Og jeg kan kalde mig kongelig operasangerinde.

Og rejsen fortsætter, så stay tuned og følg med på min blog og i min kalender.