Kommende projekter
Sofie Jensen
Så er det blevet tid til at fortælle lidt om, hvad jeg går og sysler med disse uger.
Mine fem næste koncerter foregår over samme weekend (4/4-6/4), så der skulle være rig mulighed for at komme og opleve en eller flere koncerter.
Siobhan Lamb er komponist og dirigent, og jeg medvirker i hendes projekt "Through the mirror -tales from childhood" og "My little Wife" med sangerne Stina Schmidt, Sune Hjerrild og Simon Duus, samt Suoni ensemblet. Det er meget smuk musik, der både har rødder i den melodiske, sangbare musik, jazzen og det atonale. Ensemblet består blandt andet af trommer, trompet og strygere.
Det løber af stablen 4/4 i dagstimerne på Gentofte Rådhus og 5/4 kl 16 i Christianskirken, København.
Den 6. april har jeg hele to koncerter på én dag, begge i selskab med den dygtige pianist Leif Greibe.
Kl 13-13.30 kan man - helt gratis- opleve os optræde i Operaens Foyer. Her fremføres Bernsteins humoristiske sangcyklus "I hate music", hvor hovedpersonen, Barbara på 10 år, giver sin mening til kende om alt fra, hvordan man får børn, til universets opbygning, til hvor meget hun hader musik (men elsker at synge), til en indianerhistorie og til hvordan hun lige har opdaget, at hun er et menneske -som alle andre.
Efter Bernstein er det Carl Nielsen. Seks af mine yndlingssange: "Æbleblomst", "Underlige Aftenlufte", "I Seraillets Have", "Genrebillede", "Irmelin Rose" og "Sænk kun dit Hoved, du Blomst".
Efter koncerten i Operaens Foyer går turen til Studiescenen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Bertel Haarders ønskekoncert, hvor Leif og jeg igen synger og spiller Carl Nielsen. Det er klokken 15 og billetter kan købes i døren.
Efter en dejlig musikalsk weekend går jeg så i intens øveuge med Isabella Hübener, min partner i vores duo, inDuo og vores instruktør Ebbe Knudsen. Vi skal nemlig have finpudset vores program til P2's kammermusikkonkurrence, som løber over 14/4-17/4. Man kan se konkurrencen live eller stay tuned på P2!